Spring til indhold

Udviklingspolitik i OECD

OECD’s udviklingspolitik håndteres primært i Udviklingscenteret (DEV) samt i Udviklingskomitéen (DAC), hvor medlemslande og internationale organisationer samles for at koordinere udviklingssamarbejdet.

OECD’s udviklingskomité, Development Assistance Committee (DAC), blev en del af OECD i 1961. Det er et unikt forum, hvor OECD-landes regeringer og internationale organisationer som Verdensbanken, IMF og FN samles for at koordinere udviklingssamarbejdet med henblik på at fremme bæredygtig udvikling og bistå til implementeringen af FN’s Sustainable Development Goals.

DAC tæller 30 af 36 OECD-medlemmer. Herudover deltager Verdensbanken, den Internationale Valutafond, FN’s udviklingsprogram (UNDP) samt den Interamerikanske, den Afrikanske og den Asiatiske Udviklingsbank som observatører. DAC søger desuden i stigende grad at engagere en forskelligartet og voksende række af udviklingsaktører – både ved at invitere partnerlande og NGO’er til at deltage i en række møder og underarbejdsgrupper samt ved at søge øget dialog og samarbejde med bistandsdonorer som Kina, Indien, Brasilien og forskellige arabiske lande.

Traditionelle kerneaktiviteter i DAC er statistik, ’standard setting’, ’peer reviews’ og identifikation af ’best practices’. Hvad angår statistik, spiller DAC en central international rolle. Det er DAC, der sætter den internationale standard for at definere og registrere offentlig udviklingsbistand, ODA, og det er en troværdig kilde til internationalt sammenlignelige data om OECD-landenes udviklingssamarbejde.

Bistandseffektivitet – som både omhandler kvalitet og kvantitet – er et stort tema. I stigende grad er der også fokus på en bredere udviklingsdagsorden. Under overskrifter som "Politik-kohærens for udvikling", "Udviklingseffektivitet" og "Innovative finansieringsmekanismer for udvikling" fokuseres der eksempelvis på finansiering i relation til flygtninge og klima samt indsatser i skrøbelige stater, herunder risikohåndtering. I de senere år er der endvidere kommet mere fokus på tværgående temaer som eksempelvis muligheder ved sammenspillet mellem handel, beskatning, privatsektorinvolvering, digitalisering og udvikling.

Et vigtigt og centralt redskab, som DAC og resten af OECD benytter sig af, er de såkaldte ’peer reviews’, hvor et DAC-medlem bliver grundigt eksamineret af to andre medlemmer. Hvert DAC-medlem bliver eksamineret ca. hvert femte år, og Danmark blev sidst eksamineret i 2016.

OECD’s Udviklingscenter (DEV) blev ligeledes etableret i 1961 som en uafhængig platform med henblik på at understøtte udvikling i udviklingslande og økonomier i transition gennem erfaringsudveksling og dialog. Medlemskabet udgøres for indeværende af 27 OECD-lande og 25 ikke-OECD-lande. Centeret har en selvstændig bestyrelse (Governing Board), der mødes 3-4 gang årligt med ét årligt møde på højt niveau. DEV er en integreret del af OECD og bidrager bl.a. til implementeringen af OECD’s "Strategy for Development". Der fokuseres i DEV især på arbejdet med muligheder og udfordringer vedrørende transition og graduation, hvilket vil sige de problematikker, der opstår når velstanden i udviklingslande stiger, og kategoriseringen i forhold til bevillingen af udviklingsbistand til landene ændrer sig.

Læs mere om DAC og DEV.

Senest opdateret august 2018.