Spring til indhold

Det Internationale Energiagentur (IEA)

Det Internationale Energiagentur (IEA) er en mellemstatslig organisation, der fungerer som energitænketank i de 28 medlemslandes bestræbelser på at sikre pålidelig samt økonomisk og miljømæssig bæredygtig energi.

Det Internationale Energiagentur (International Energy Agency – IEA) er en selvstændig organisation under OECD. IEA blev dannet i 1974 med to hovedformål: 1) at sikre forsyningssikkerheden i medlemslandene gennem en fælles indsats, hvis der opstår forstyrrelser i olieforsyningen og 2) at udarbejde analyser vedrørende sikring af stabil, billig og ren energiforsyning.

Mere specifikt arbejder IEA for at

  • sikre medlemslandene adgang til stabil og tilstrækkelig forsyning af alle energiformer, specielt af olie, gennem opretholdelse af et effektivt system for kollektiv reaktion på forstyrrelser af olieforsyningen,
  • fremme bæredygtige energipolitikker, der skaber økonomisk vækst og samtidigt beskytter miljøet,
  • forbedre gennemsigtighed på internationale markeder gennem indsamling af energidata og analyser heraf,
  • understøtte globalt samarbejde om energiteknologi med det formål at sikre fremtidig energiforsyning og mindske påvirkningen af miljøet, herunder gennem forbedret energieffektivitet samt at støtte udviklingen og anvendelsen af teknologier med lav CO2-emission,
  • komme med forslag til løsninger på de globale energiudfordringer gennem dialog med ikke-medlemslande, erhvervslivet, internationale organisationer og andre interessenter.

IEA er blandt andet kendt for publikationen World Energy Outlook, der udkommer hvert år i november. World Energy Outlook beskriver de globale trends for energiproduktion og forbrug og præsenterer fremskrivninger for udviklingen i forbrug og priser. Publikationen indeholder også en række anbefalinger til både den private og den offentlige sektor.

IEA's hjemmeside (www.iea.org) indeholder mere information om organisationen og dens arbejde.

Ved yderligere spørgsmål kan der rettes henvendelse til energiattachéen.